Ottetalsformet studiebolig byder lysindfald velkommen

Foto: PR // PFA Kollegiets vinduer er udviklet for at imødekomme arkitektens ønske til facadeudtrykket og samtidig efterleve Miljøstyrelsens vejledning til støjniveau.
Denne historie er oprindelig bragt på byggetidende.dk

Op til studiestart hvert år står mange tusinde studerende uden tag over hovedet. Derfor er PFA lige nu i gang med at bygge kollegier i landets fire største studiebyer, hvor det første allerede står klar i Odense. Det er et DGNB-certificerede kollegie som er bygget med fokus på fællesskab, læringsmiljø og bæredygtighed. Hertil med en ny vinduesløsning der sikrer at bygningen overholder kravene til energirammen og det indendørs støjniveau. Alt dette er løst uden at gå på kompromis med lysindfald og arkitektonisk udtryk.

Det er ingen hemmelighed, at det som studerende kan være udfordrende at finde et sted at bo. Boligen skal helst ligge tæt på studiet og samtidig være til en fornuftig pris. For at imødekomme behovet for studieboliger valgte PFA Pension i forbindelse med deres 100-års jubilæum at opføre 4 kollegier i Odense, Aalborg, Aarhus og København, som går under et og samme navn, PFA Kollegiet.

Kollegierne skal meget mere end blot at give de studerende tag over hovedet. Bygningerne har nemlig et stort fokus på fællesskab, bæredygtighed og læringsmiljø. Det er tegnestuen Arkitema som står bag designet, og i Odense står det første allerede klar til at huse omkring 300 studerende, der kan drage fordel af de mange sociale tiltag på kollegiet.

“Bygningen er formet som et ottetal for at bidrage til den sociale bæredygtighed. Fra ethvert sted på gangen kan du komme rundt til alle husets fællesarealer, som blandt andet inkluderer festlounge, studielounge med læsesal, fitness og musikrum. Ottetalsbygningen er brudt ned i mindre teglhuse, hvor en bogruppe på 12 personer er fælles om et køkken og en stue, og udenfor er der terrasser, som forbinder de forskellige grupper. Der er altså rig mulighed for både fællesskab og læring”, fortæller Dorthe Keis, partner og arkitekt MAA hos Arkitema.

Kollegie vinder guld i bæredygtighedUdover fællesskab og læring er kollegiet designet med endnu et vigtigt fokuspunkt, nemlig bæredygtighed. Det har blandt andet resulteret i, at bygningen har opnået en DGNB-certificering på guld-niveau som en garanti for, at bygningen er opført i den forventelige høje bæredygtige kvalitet.

“Vi har lagt stor vægt på den sociale bæredygtighed, men vi har også lavet en lang række bæredygtige tiltag som fx biodiversitet i beplantningen, udendørs tørrefaciliteter og solceller på taget. Igennem hele processen har det været vigtigt, at funktionalitet og arkitektonisk udtryk spiller sammen”, forklarer Dorthe Keis og fortsætter:

“Med vinduerne har vi lavet en særlig løsning. Vinduer har nemlig en tendens til at blive meget små, når vi skal overholde de ret skrappe regler i forhold til energirammen. Løsningen blev vinduer fra Velfac, hvor den del af vinduet, som kan åbnes, er indsat som en sort plade. På den måde får vi et større hul rent visuelt, men glasmængden er det, den må være.”

Masser af lys og færre støjDet er vinduesproducenten Velfac, der har leveret vinduerne til PFA Kollegiet. En løsningen der der i samarbejde med entreprenøren Casa og konsulentvirksomheden Rambøll er udviklet specifikt til projektet. Formålet er at imødekomme arkitektens ønske til facadeudtrykket og samtidig som et forsøg på at efterleve Miljøstyrelsens vejledning om, at der maksimalt må være et indendørs støjniveau på 46 dB med åbentstående vinduer, når der bygges på en grund, hvor støjbelastning på facaden overstiger 58 dB.

“Uden specielle tiltag i vindueskonstruktionen ville vejledningen til det indendørs støjniveau med åbne vinduer ikke være overholdt. Derfor har vi lavet en løsning med lydsluser og et sort panel, hvor der er monteret lydabsorberende materialer. Vi har indsat en indvendig ramme, som gør, at vi kan åbne vinduet på en speciel måde, uden at støjniveauet indenfor bliver højere end Miljøstyrelsens vejledning. Ved siden af er der et stort vindue, som sikrer lysindfald. På den måde får de studerende tilstrækkeligt lysindfald og kan arbejde med vinduerne åbne uden at være generet af trafikstøj”, afslutter John Christian Asmussen, projektsalgsdirektør hos Velfac.