Novo Holdings investerer millioner i bæredygtighed med bakterieskabt beton

Foto: Novo Holdings // Novo Holdings investerer millioner i bioMASON, en amerikansk start-up som benytter bakterier til at producere bæredygtige betonsten til byggebranchen.
Denne nyhed er oprindelig bragt på byggetidende.dk

Novo Holdings investerer tocifret millionbeløb og opnår en tocifret ejerandel i den amerikanske start-up bioMASON, som benytter bakterier til at producere bæredygtige betonsten til byggebranchen. Investeringen i bioMASON er Novo Holdings’ tredje bioindustrielle investering i 2019.

Novo Holdings satser millioner på, at beton kan være moden til disruption. 

”Vores investering i bioMASON afspejler vores tro på, at biologi i langt højere grad end i dag kan skabe bæredygtige løsninger i industrien og i byggesektoren. Vi har en gennemprøvet teknologi, der skal kommercialiseres, og det ser vi frem til at bidrage til. Det er tidligt i værdiskabelsen for os som investor, men vi går alligevel ind nu, fordi vi tror så meget på potentialet,” siger Anders Spohr, Senior Partner, Novo Holdings.

Milliarder af bakterier
bioMASON producerer betonprodukter, dvs. sten, fliser, brosten mv., uden anvendelse af traditionel cement. Her er teknikken at blande sand, bakterier og næringsrigt vand. Når blandingen gærer, skaber milliarder af bakterier krystaller af calciumcarbonat, som binder sandkornene sammen – ligesom når man anvender cement. Med teknikken opnår man byggematerialer af høj kvalitet, som er fremstillet af biocement® med en CO2-neutral proces.

På verdensplan omsætter betonsten årligt for ca. 2.000 mia. kr., og selv et nichemarked på et par procent vil således danne basis for en interessant business case for den nye produktionsmetode. Og særligt den kommercialiseringsproces gør, at bioMASON ser Novo Holdings som den ideelle investor.

”bioMASON har udviklet et biologisk alternativ til traditionelle betonsten ved at anvende mikroorganismer og naturlige processer. Vi står nu foran en aggressiv opskalering og kommercialisering af produktet, ligesom vi arbejder på at udvide anvendelsen af bioteknologi til nye industrisektorer. I forhold til begge ambitioner ser vi Novo Holdings som den ideelle partner,” siger Ginger Krieg Dosier, CEO og medstifter, bioMASON.

Cementmetode står bag 8% af verdens CO2-udslip
Beton anvendes overalt i byggeri, men klimasynderen er selve produktionen af betonen. Traditionelt er inputtet cement, som under fremstillingen brændes ved op til 1.000 grader. Det kræver store mængder olie og kul, og den samlede cementbranche anslås at stå for 8% af verdens CO2-udslip.

Sammenlignet med den traditionelle metode, har bioMASON’s produktionsmetode dog også andre fordele end at være klimaneutral. Metoden kan udnytte, hvad der i dag er affaldsmateriale fra miner og sikrer således bedre ressourceanvendelse. Og da metoden ikke kræver ilt, er det muligt at støbe under vand og selv i rummet. Metoden kan endda også anvendes af bygningsarbejdere til at fremstille byggematerialer af biocement® direkte på byggepladsen.

Som led i Novo Holdings investering tiltræder Anders Spohr bioMASONs bestyrelse.

Teknologi med bioindustrielt fokus
bioMASON er Novo Holdings’ tredje bioindustrielle investering i 2019. De to andre er amerikanske LanzaTech, som har udviklet en banebrydende platform inden for produktion af brændstoffer og kemikalier ved genanvendelse af forurenende røggasser samt amerikanske Vestaron, som er førende inden for peptid-baserede biopesticider, der har samme effektivitet som traditionelle, syntetiske pesticider, men samtidig er sikre for mennesker, nyttedyr, drikkevand og naturen.

”Disse virksomheder, der står over for at kommercialisere ny teknologi med stort potentiale, har ofte en fælles udfordring i at tiltrække den nødvendige kapital til at opskalere både virksomhed og teknologi. Det er typisk en ’hønen og ægget’-udfordring, hvor der eksempelvis skal investeres 500 mio. kr. i fabriksanlæg, før et produkt kan produceres og sælges,” siger Anders Spohr.

Man kan finde en række historiske eksempler på, at nye bæredygtige teknologier kræver subsidier i en indkørings- og modningsfase, inden de kan klare sig i markedskonkurrence. Men Novo Holdings ambition er dog at finde selskaber med så banebrydende teknologi, at de med den rette markedsføring vil vise sig at være både økonomisk og miljømæssigt bæredygtige.

”Når vi investerer i disse virksomheder, så går vi ind med kapital, know-how og langstrakt tålmodighed, fordi vi selv med banebrydende teknologi ikke kan forvente, at gennembruddet sker fra den ene dag til den anden. Alt i alt er det dog et område, hvor vi ser et stort potentiale, og derfor vil vi øge vores investeringer,” siger Anders Spohr.