Grøn omstilling i en traditionel branche

Foto: PR // Dansk Mobil Beton A/S
Denne nyhed er oprindelig bragt på byggetidende.dk

Den 11. marts lagde Dansk Mobil Beton A/S hus til, da Køges Borgmester, Marie Stærke, Direktør for Connect Køge, Allan Munch, Formand for Klima & Planudvalg i Køge Kommune, Niels Rolskov og Formand for Teknisk Udvalg i Køge Kommune, Erik Swiatek mødtes for at høre mere om ‘grøn’ forretning i en ‘grå’ og dermed traditionel branche.

Globalt set er betonindustrien ansvarlig for omkring 5 til 10% af verdens samlede CO2-udslip. Forbruget af beton bliver kun overgået af menneskets forbrug af drikkevand.
“Forbrug af ren drikkevand i vores betonproduktion og ved afvask af vores biler har vi fokus på.” fortæller Steen Madsen, direktør hos Dansk Mobil Beton A/S.

Netop innovationsudvikling i form af nye produktionsformer har dannet grundlaget for mødet.
Jette Mølholm fra virksomheden Funding2Learn forklarer hertil: “Jeg har, på Dansk Mobil Beton’s vegne, ansøgt om fondsmidler til et innovationsprojekt. Projektet går ud på at bygge et opsamlingsanlæg til regnvand på matriklen, som kan anvendes i betonproduktionen samt til afvaskning af bilerne. Dermed reduceres – eller i bedste fald – fjernes brugen af frisk drikkevand, helt fra produktionen. I og med at drikkevand netop er en knap ressource, er dette projekt bæredygtig og går ind under genanvendelse – cradle-to-cradle, det vil sige innovations- og miljøprojekter.”

Der var ikke alene tale om genanvendelse af regnvandet, eftersom Dansk Mobil Beton allerede har en bæredygtig produktion af beton, såkaldt ‘Grøn Beton’. I den beton er 80% af den færdige beton fremstillet af genbrugsmaterialer.
Beton nedbrydes meget langsomt – faktisk tager det tusinder af år, før det reduceres til sand, sten og jord. Derfor er det også vigtigt at genbruge betonaffaldet fra ældre konstruktioner i produktionen af ny beton, så man ikke tager mere end højst nødvendigt af jordens ressourcer.